Jeg tænkte aldrig på mig selv som en kat person. Så mødte jeg Swindle, den kattekunstner, der svindlede sig ind i mit liv.
I 2009 gik jeg gennem parken på min frokostpause, da jeg så en lille pige med en stor papkasse, der sagde "FREE KITTENS." Jeg kan godt lide at kigge på killinger, så jeg vandrede over. De var små, helt sikkert for unge til at være væk fra deres mor, og de alle sov hurtigt, bortset fra en: En scruffy sort kat med små tæver af pels i ørerne og store runde øjne, der stirrede op på mig som om at sige: "Du skal tage mig hjem, ikke?"
Men jeg var ikke sikker på, om jeg ville have en kat, meget mindre en killing, og for det andet måtte jeg gå på arbejde igen.
Et par timer senere gik den lille pige ind i butikken, hvor jeg arbejdede. Hun holdt stadig papkassen, men denne gang var kun den lille sorte killing tilbage. "Her," sagde hun, "du skulle have det her." Hun lagde kassen på tælleren og gik ud.
Så nu havde jeg en kat.
Jeg tog hende til dyrlægen, som sagde, hun var en sund pige. Jeg hedder hendes Beatrice. Det var ikke før et par uger senere, at jeg indså, at vi alle var blevet bedraget. Mens hun spillede med hende en eftermiddag rullede hun over på ryggen, og jeg blev konfronteret med utvivlsomt bevis på, at min søde lille pige ikke var lige så meget af en pige, som jeg troede. Så det var, hvordan Swindle fik sit navn.
Det var kun hans første kon. Hvis jeg havde vidst, at Swindle ville få sit navn til hjertet, ville jeg have fast med Beatrice.
Hurtigt frem et par år, og Swindle var vokset fra en lille håndfuld ind i en stor, sund, armfulde. Faktisk blev han lidt for stor. Okay, absolut for stor. Jeg overfødte ham ikke, så jeg kunne ikke forstå, hvorfor han fortsatte med at gå i vægt. Det var først, før jeg så ham besøger naboerne, at jeg indså, hvad der foregik.
Naboerne var et ældre par uden børn. De var ret reserverede, så vi havde ikke snakket meget, men det viste sig, at Swindle havde de diplomatiske forbindelser under kontrol. Jeg så fra mit vindue, da Swindle waddled op til naboerne og gned sig mod deres ben. Jeg fortsatte med at se, da naboerne frembragte en ægte fest for Swindles forbrug. Tun, ost, små skrot af kylling og pølse … Jeg tror, at der måske endda havde været noget kaviar derinde.
MERE: HVORDAN MIN PUPPY HJÆLPTE MIG, OVERKOMMER MIN ANXIET
Jeg havde en samtale med naboerne, men jeg opdagede hurtigt, at de kunne lide Swindle meget mere end de kunne lide mig. Faktisk beskyldte de mig om at sulte ham - for hvorfor ellers ville han så sulten hele tiden? Jeg forsøgte at forklare, at Swindle ville spise alt, hvad du lægger foran ham, og nogle ting, du ikke gjorde, men de var overbeviste om, at han blev forfærdeligt mishandlet. Heldigvis flyttede vi kort derefter.
Jeg lagde Swindle på en kost (meget til hans afsky), og i første omgang syntes det at være at hjælpe. Han var næsten tilbage til sin kæmpervægt, da kosten ikke længere fungerede. Snart svingede hans mave frem og tilbage, da han gik, og han var nødt til at gøre lidt smuk kat yoga for at pleje sig selv. Han havde helt klart fundet en anden intetanende patsy at være hans leverandør. Jeg forsøgte at følge ham på hans daglige slentre, men alt hvad han nogensinde gjorde, var at inspicere sit territorium og måske tage en lur i en af de tomme blomsterpotter et par huse ned.
Det var ikke før hans vægt ballooned til en kæmpe 22 pounds, at sandheden blev afsløret. Jeg var på min cykel, kom hjem fra arbejde, da jeg så en velkendt blob på en fremmeders indkørsel. Vi var i det mindste en blok udenfor Swindles sædvanlige stomping grunde, men det kolossus var umiskendeligt min kat.
Jeg bremset og så, da han gik op til døren og ventede tålmodigt i et par minutter, indtil en middelaldrende kvinde kom ud af huset og gav ham en skål af noget. Swindle slog sig ned, mens kvinden kørte på ham, og da han var færdig med at spise, sad han på sit skød og slikede sine koteletter, mens hun slog ham. Så hævede han sig oprejst og gik afsted.
Mysteriet løst! Eller så tænkte jeg. Da jeg traadte ham fra en sikker afstand, nærmede han sig til et andet nærliggende hus og ambled op til deres veranda. Denne gang var hans mål to børn, der klart kendte ham, og lykkedes ham med frokostkød i bytte for en lille kattefornemmelse.
Da han var færdig der, flyttede han videre til et andet hus og derefter til en anden.
Han scorede kun ved tre af husene, men han checkede ind på i alt syv, og da havde jeg fået en ret klar ide om hvad der foregik. Min søde dreng var en ikke-god, dobbeltkrydsende hustler!
Derefter var det bare et spørgsmål om at tale med naboerne og forklare situationen. Heldigvis var disse naboer meget mere forstående. Inden for et par uger begyndte Swindle at slanke sig igen, og han fik sig til en magert 13 pund. Han er stadig en glutton, men jeg tror, han er tilfreds med, hvordan vægttabet har forbedret sit vertikale spring.
PUPPY LOVE: MY PUPPY TAUGHT MIG, JEG KAN KUNNE LOVE ENHVER, DER FREMRAGER DERES FLAMME
Før Swindle, de fleste katte jeg havde mødt var standoffish snobs, der lurede i skyggerne. Måske var Swindle anderledes fordi jeg fik ham så ung, eller måske var det bare hans naturlige karisma, der vandt mig over. Der er bestemt noget specielt med ham. Alvorligt, ikke alle katte kan forbinde et helt kvarter som han gjorde. Jeg vil gerne tro at han har vendt et nyt blad, men en tiger kan ikke ændre sine striber. Han er også en kat. Du kan aldrig fortælle med katte.
