At forstå hvordan dyr lærer er nøglen til at påvirke og fortolke deres adfærd. Vi har tendens til at tænke på at lære som noget, der sker, når vi bevidst træner dyr (f.eks. Undervisning af hunde til at sidde eller komme). Men faktisk sker læring hele tiden - alt hvad en hund eller kat oplever i hele sit liv vil påvirke efterfølgende adfærd i en vis grad.
Associativ læring
Der er to former for associativ læring: klassisk konditionering og operant conditioning.
Opdaget af Nobels prisvindende russisk fysiolog Ivan Pavlov er klassisk konditionering en læringsproces, der opstår ved foreninger mellem en miljømæssig stimulans og en naturligt forekommende stimulans. Også kendt som Pavlovian eller respondent conditioning, indlærer læringsprocessen en biologisk potent stimulus (fx mad) med en tidligere neutral stimulus (fx en klokke).
Burrhus Frederic (BF) Skinner anses for at være far til operant condition. Hans arbejde var forankret i en opfattelse af, at klassisk konditionering var alt for forenklet til at være en komplet forklaring på kompleks adfærd. Han mente, at den bedste måde at forstå opførsel på er at se på årsagerne til en handling og dens konsekvenser.
Operant adfærd er det der siges at opfylde to betingelser: (1) Det er frit udsendt af et dyr i den forstand, at der ikke er nogen åbenlys udløsende stimulus; og (2) det er modtageligt for forstærkning og straf ved dens konsekvenser, således at det kan forårsage at gå op eller ned i henholdsvis frekvens.
Hvordan klassisk konditionering virker
Klassisk konditionering indebærer at placere et neutralt signal før en naturligt forekommende refleks. I Pavlovs klassiske eksperiment med hunde var det neutrale signal lyden af en tone, og den naturligt forekommende refleks var salivering som følge af mad. Ved at forbinde den neutrale stimulus med miljøstimuleringen (præsentation af mad) kan lyden af tonen alene frembringe salivationsresponsen.
Det er tydeligt, at hunde normalt ikke går rundt, når de hører klokker; svaret skyldtes, at hundene lærte, at klokken var en pålidelig indikator for den forestående ankomst af mad. Denne type læring er tydeligvis en enorm evolutionær fordel - at identificere begivenheder, som angiver en rovdyrs tilgang, giver et dyr tid til at komme væk. Ligeledes betyder reagerer på tidlige fødeindikatorer at komme til ressource først.
Et andet kendt eksempel på klassisk konditionering er John B. Watsons eksperiment, hvor et frygtrespons var betinget af en dreng kendt som Little Albert. Barnet viste oprindeligt ingen frygt for en hvid rotte, men efter at rotten var parret gentagne gange med højt, skræmmende lyde, ville barnet græde, da rotten var til stede. Barnets frygt generaliseres også til andre fuzzy hvide objekter.
Klassisk konditionering havde en stor indflydelse på tankegang i psykologi kendt som behaviorisme. Behaviorism er baseret på den antagelse, at:
- All læring sker gennem interaktioner med miljøet.
- Miljøet udformer adfærd.
- At tage interne mentale tilstande som tanker, følelser og følelser i betragtning er ubrugelig i at forklare adfærd.
Katte og klassisk konditionering
Katte lærer på en række måder, og kattestræning har grundlag i flere teknikker. Klassisk konditionering er en teknik, der bruges til at lære katte at lære eller blive betinget af en bestemt lyd, lugt eller opførsel i forbindelse med det ønskede svar. Eksempelvis åbner åbningen af dåseåbningen (i forbindelse med mad) katten, der kommer til at køre til madskålen. Eller lyden af en clicker under clicker træning bliver forbundet med en mad belønning og kan bruges til at kommunikere, at (KLIK!) Er, hvad du vil have katten at gøre.
